Referat af Ordinær generalforsamling
I VCMO Vallensbæk Cykelmotion Torsdag den 1. marts 2007 kl.19.00 I Foreningslokalet, Vallensbæk Idrætscenter, Idræts allé 2, Vallensbæk.
Formanden bød velkommen til de fremmødte medlemmer (14), og gik derefter over til den udleverede dagsorden.
Dagsorden ifølge VCMO og VI 39’ love:
1. Valg af dirigent samt 2 stemmetællere.
Bestyrelsen foreslog Hasse Persson som dirigent. Hasse takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet ved annonce i Glostrup Folkeblad den 14.2.2007. Der blev ikke valgt stemmetællere på grund af de få fremmødte.
2. Bestyrelsens beretning
Generelt: 2006 blev et klub år med to klubfester, årsagen til dette var som bekendt den meget grimme ulykke i Reerslev, der betød at vi udskød klubfesten fra efteråret 2005 indtil vi vidste, hvordan det ville gå med Michael, som længe var indlagt på Rigshospitalet. Men klubfesten i januar måned var vellykket med 35 deltagere. Der var igen lotteri med mange flotte sponsorgaver til de heldige. November var det igen blevet tid til klubfest, hvor der var 39 deltagere, og igen blev det den vellykket, hvis man ser bort fra at der ikke var mad nok til alle de sultne sjæle. Det var atter lykkedes festudvalget at skaffe flotte gaver til lotteriet, hvor lodderne var revet væk.
Vores klubtøj holder endnu et år, vores sponsoraftaler løber i 3 år, fra 2005 til og med 2007. Lageret blev i foråret suppleret med flere trøjer og bukser sådan at medlemmerne kan forsyne sig med disse samt jakker og strømper.
Klublokalet har kun været brugt i forbindelse med Rundt om Vallensbæk og lokalet kunne godt trænge til en ordentlig oprydning og rengøring, hvis vi skal gøre os håb om at bruge det mere aktivt. Medlemmerne har igen i år deltaget i flere løb, både i ind- og udlandet og markeret sig på godt og ondt.
I udlandet havde Peter og Benny begge grimme styrt på nedkørsler, og måtte udgå af henholdsvis La Marmotte og Claude Criguielion. I Sverige var der deltagelse i Vättern Rundt, og på den hjemlige front var vi med i bl.a. Roskilde Holdmatch, Skjoldenæsholm og Landsstævne på Als.
Træning: Træningen skulle varetages af Peter Hansen og Finn Samson, hvilke ikke helt holdt stik. Finn havde forsat ambitioner som licens-rytter og fandt derfor ikke tid til at køre med Vallensbæk. Peter har igen været klubbens samlings punkt til tirsdags træningerne og det blev suppleret af Henrik Panton mf. til søndags træningerne. Vi var med til 4 søndage med fællestræning sammen med Brøndby, TIK og Ventoux. Erfaringerne fra disse fælles træninger blev lidt en blandet fornøjelse, dels fordi vi til den første fællestræning, søndag den 30.04 var omkring 70 ryttere. Det betød en del ventetid og blandet kørsel til følge. Dog var det også spændende at få nye ansigter at køre med og imod. Om det bliver gentaget i 2007 er endnu ikke besluttet.
Bestyrelsens arbejde: Kenneth Rytter meddelte bestyrelsen at han ønskede at blive frigjort fra formandsposten i juni måned, af arbejdsmæssige årsager. Steen Haycock havde valgt at trække sig helt fra bestyrelsesarbejdet, af private årsager. Det betød at bestyrelsen holdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde med et punkt på dagsorden, nemlig en konstituering af bestyrelsen. Næstformand Søren Nielsen blev konstitueret formand og suppleant Benny Pedersen tråde ind i bestyrelsen, i stedet for Steen. Suppleant Allan Hansen påtog sig den krævende opgave at være ansvarlig for vor fælles informationsportal www.vcmo.dk. Allan har gjort et stort arbejde med at omredigere hjemmesiden og sikre at den altid er ajourført med de seneste informationer til medlemmerne. Bestyrelsens samarbejde har fungeret godt og suppleanterne har deltaget i de 6 bestyrelsesmøder vi har holdt. Bestyrelsen har vedtaget en gavepolitik, sådan at klubben fremover giver 2 fl. Vin til medlemmer ved 40, 50 og 60 års fødselsdage samt bryllup, sølv og guldbryllup. Der er oprettet en aktivitetskalender på hjemmesiden, for at liste de forskellige begivenheder i og omkring klubben. Bestyrelsen har informeret medlemmerne, i form af nyhedsbrev via mail, 2 gange det forgangene år.
Økonomi: Den økonomiske situation i klubben er forsat god, skabt af et mindre overskud fra dels vore sponsorer og fra afviklingen af ROV, salg af klubtøj samt sponsering af lotteri gevinster til klubfesterne. Medlemstallet ligger stabilt mellem 45 og 50 og vi var i 2006 49 medlemmer.
Arrangementer:
Claude Criquielion. Dette Belgiske motions cykelløb er efterhånden en årlig tilbage vendende begivenhed i VCMO og 2006 var da heller ikke nogen undtagelse. Torsdag den 24. August tidligt om morgenen, var vi 8 cykel ryttere med vores respektive hustruer, Bo- Jørgen P- Allan- Per kasser- Per Tåstrup- Tommy- Jens Ove- og Benny. Vi mødtes nede ved Rødby færge, fælles morgen bord på færgen og så fuld fart ned gennem Tyskland. I disse GPS tider er det jo bare at taste La Roche in Ardenne Belgien ind, så går det som en drøm. Efter ca. 10 timers kørsel ankom vi vores hotel i La Roche, modtaget af vores meget søde værtspar, det er et lille hotel hvor mand og kone køre hele butikken. Efter vi havde fået vores værelser, undtagen Jørgen P og Bo, de havde fået et helt hus i 2 etager med fjernsyn og næsten Spa pool, havde husets frue tryllet en 3 retters menu frem med dertil hørende vine, så det kunne der ikke klages nok på. Efter den gode mad ville vi jo gerne se lidt på byen, men hvorfor der er meget grønt og frodigt i Ardennerne, det er fordi DET REGNER MEGET, og ikke bare små pjat, næh lår tykke stråler, så vi blev hjemme i baren. Fredag var det så meningen, at vi ville ud cykle for at prøve noget af ruten, men regnen havde ikke tænkt sig at stoppe fordi der var nogle ryttere fra VCMO, der lige skulle have de sidst kilometer i benene. Men så blev vi enige om at køre rundt i bil på dele af ruten, og her kan man tale om stigninger, helt op til 18 %, så lidt sved på pande kan man godt forvendte at det kan give. Det blev så til frokost på en lille kro ude på ruten.. Aftenen foregik med 3 retters menu dertil lidt vine og så en tur i baren, man er vel seriøs. Lørdag den store dag, tidlig op, værtsparret havde lavet et dejligt morgen bord,( vi kunne også få Pasta, men vi sagde pænt nej tak). Vejrguderne havde lukket for regnen, så det så ud til at blive en rigtig god dag. Der blev klædt om til cykel tøj, cyklerne blev gjort klar. Spændingen var stor og nu var vi klar til at tage ud til start stedet. Klokke 9 00 skulle løbet starte og der var ca. 2.000 ryttere på de 2 ruter. Vi så både Brøndby og Ishøj trøjer. Løbet starter med en opkørsel på ca. 6 km. Så er man lige som kommet i gang. Men efter en lang opkørsel kommer der en ned kørsel, rimelig stejl og lidt fugtig, der var Benny så uheldig, helt uden skyld, at blive væltet af en Belgier. Det fik de andre fra VCMO til at stoppe, fordi Benny ikke kunne fortsætte, han måtte sammen med Belgieren opgive. De andre fra VCMO kørte et meget flot løb, og kom alle samme flot i mål, men fordi Benny havde glemt sine støtte hjul, satte de deres gode tid overstyr. Der skal lyde en stor tak til vores koner, for den store opbakning under løbet, det var rigtig flot. Så da alle – næsten - var kommet godt hjem, var der igen en flot 3 retters med diverse vine (nu var det rigtigt fortjent) og så en tur i baren, værtsparret deltog. Søndag morgen, ja så gik det hjemad, på med GPS’en mod Vallensbæk. Hele opholdet på hotellet, kostede pr par ca 2500,- Kr om det var billigt, ja og det var godt. Start gebyret er også meget billigt, og transporten foregår med 2 par i hver bil. Jeg kan på det varmeste anbefale turen, også socialt var det en FED tur.
Spinning. På Peters initiativ blev alle medlemmer i år tilbudt et intensivt træningsprogram, som løb over 4 måneder med træning hver tirsdag fra kl. 18.30 -20.30. i Tåstrup motionscenter.Det har været en overvældende succes med 14 deltagere. Den fysiske succes vil først kunne måles, når vi igen skal på asfalt – specielt af dem som ikke har deltaget – vi bliver flyvende. Under Peters kyndige vejledning og inspirerende musik er Alpe d’Huez og de afgørende spurter i 6 dagesløbet blevet kørt igen og igen. Rent socialt har det også været en stor gevinst for sammenholdet i klubben, som jo primært fungerer om sommeren.Bestyrelsen kan varmt anbefale alle at deltage til næste vinter.
Søderåsen. D 12 – 14. maj blev vores, efterhånden, traditionelle træningstur til Søderåsen afholdt. Igen i år havde vi fået Albo som indkvartering, og her var masser af plads til de 19 deltagere. Panton havde skaffet billige billetter til broen, og med Bennys varevogn tungt læsset blev kursen sat mod det svenske. Også i år stod Peter Hansen for planlægningen af træning og ruter, til alles tilfredshed. Selv om der var stor forskel på de enkelte rytteres form, lykkedes det at holde pænt sammen på flokken hen over knoldene. Udover træningen for- og eftermiddag, var der også til hyggeligt samvær i husets samlingsstue. Som udtryk for den seriøsitet der blev lagt for dagen, vi kørte ca. 250 – 300 km., var der i år ikke tid til et besøg hos Lotta på åsen. Eneste defekter/ uheld på turen var Leifs knækkede kæde og Sørens bagskifter der ødelagde hans baghjul. Alt i alt en god tur, med gode cykelkammerater og et fint forårsvejr, som bliver gentaget i 2007.
Rundt om Vallensbæk 2006. ROV var i år præget af vejret. Regn fra morgenstunden var nok medvirkende til at der ikke var nær så mange deltagere som tidligere. Det klarede dog op lidt senere på dagen. På trods af vejret, var det som sådan et godt arrangement. 45 Deltagere gennemførte løbet, og folk var om altid glade for vores løb, og måden det blev afholdt på. Der blev ikke rapporteret uheld, og de fleste kunne vist finde ud af skiltningen J
Landsstævne i Sønderborg. I weekenden den 9. og 10. september blev Landsstævne for cykelmotionister afholdt i Sønderborg. Selv om det var så langt væk det kan blive, var vi alligevel 11 deltagere der valgte at tage derned. En del af os havde taget koner og kærester med, så der var basis for en god weekend. Benny havde også meldt sig til, men pga. hans uheld i Belgien et par uger tidligere, nøjedes han med at deltage fra sidelinien.
VCMO stillede med et hold til 90km, 2 hold på 30km samt et hold til 30km parløb. Lørdag kørte hold2 90km. Det var blevet lovet perfekt vejr, men desværre blæste det en del. Vi kørte dog hjem i en fin tid 2:28:55. Det svarer til et snit på lige under 35km/t. Da de fleste deltagere er modne herrer over 50, vandt vi konkurrencen for hold med gennemsnitsalder over 50 år. Deltagere: Claus Rene Larsen, Allan Larsen, Finn Rohrmann, Bo Christiansen, Jens Ove Bay, Allan Hansen, Torben Roien
Søndag var der flere hold i aktion. Først blev parløb afviklet. Her kørte Jens Ove og Allan hjem i en sølvtid på 51:48. Det var de begge ganske tilfredse med. Der var 2 hold på 30km. Hold 1 kørte en rigtig flot tid på 43:52. De var dog ikke helt tilfredse, da Niels Christian desværre punkterede, kort efter start. Deltagere: Peter Hansen, Niels Chr.Tausgaard, Henrik Panton, Carsten Hougaard Hold 2 kørte i en rigtig flot tid. De var alle fire enige i, at det var en rigtig vellykket tur. Der var et perfekt samarbejde hele turen, så de fik det optimale ud af anstrengelserne. Tiden blev 49:14 Deltagere: Claus Rene Larsen, Allan Larsen, Finn Rohrmann, Torben Roien
Landsstævnet afsluttedes med et Postmasterløb. Her deltog hele hold1. Især Niels Christian var vist ivrig efter at komme ud at køre lidt løb. Han endte på en flot 3. plads efter en del roderi omkring tidstagningen. Alt i alt havde vi en rigtig vellykket tur, både på cyklen og socialt, og alle var enige i, at klubben fremover bør satse langt mere på arrangementer som Landsstævnet.
Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens beretning. Der var dog nogle kommentarer: Hasse spurgte om vi ikke kunne gøre noget ved klublokalet. Eksempelvis burde en generalforsamling gennemføres i vores egne lokaler. Hasse roste desuden klubbens træning. Han mente at den havde fungeret særdeles godt i 2006, og langt bedre end han har set i nogen andre klubber. Der kom en del kommentarer til ROV. Bla. Mente nogle at det burde flyttes, da det ligger i skyggen af de øvrige arrangementer samme dag. Bestyrelsen meddelte at man havde besluttet at nedlægge ROV. Der blev dog holdt en dør åben for en eventuel senere genoptagelse af ROV. Jens Ove vil gerne arbejde for et godt ROV i 2008, men mente at man derfor hurtigt bør beslutte om det skal genoptages. Per Hansen mente at det er de færreste i klubben der gider være med til at arrangere ROV og arbejde for et bedre klublokale. ”De vil bare ud at cykle”
3. Fremlæggelse af revideret regnskab.
Per Hansen fremlagde det reviderede regnskabs poster. At udgifterne er ca 20k større end budgetteret skyldes primært, at der er indkøbt mere tøj end forventet.
4. Indkomne forslag
Der er der ikke inden for tidsfristen indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen.
5. Fremlæggelse af budget samt fastsættelse af kontingent for kommende sæson.
Kassereren gennemgik budgetudkastet for sæsonen 2007. Der havde desværre indsneget sig en fejl i de forventede indtægter. De var sat 5600 for lavt. Efter denne rettelse udviser budgettet god balance mellem udgifter og indtægter. Dette skyldes, at der fra bestyrelsens side er lagt op til en kontingent forhøjelse på kr. 50,- pr år. Kontingentet har været uændret i hele klubbens levetid og for at sikre et fortsat uændret aktivitetsniveau er det nødvendigt med denne stigning. Der er i 2007 budgettet afsat et ekstra beløb til at markere klubbens 10 års jubilæum. Dette vil blive markeret ved blandt andet at bidrage ekstra til træningsturen til Søderåsen og ikke mindst ved klubfesten i november måned. Bestyrelsens beslutning om at lukke ROV har en mindre negativ effekt på resultatet. De øvrige poster er stort set i balance. Bestyrelsen foreslog på den baggrund, at kontingentet bliver forhøjet med kr. 50,- pr. medlem pr. år. Efter gennemgangen blev budget og kontingent for 2007 godkendt
6. Valg af bestyrelse
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg.
Formand: Søren Nielsen blev valgt for 2 år. Næstformand: Allan Hansen blev valgt for 1 år. (grundet formandsskift midt i perioden). Sekretær: Bo Christiansen modtog genvalg for 2 år. Bestyrelsesmedlem. Benny Pedersen blev valgt for 2 år. Suppleant: Henrik Panton blev valgt for 1 år Revisor: Jan Jensen modtog genvalg for 1 år.
7. Valg af 5 delegerede + 2 suppleanter til VI 39’ hovedgeneralforsamling (for 1 år)
Bestyrelsen vælger selv sine delegerede på et efterfølgende bestyrelsesmøde.
8. Eventuelt (herunder kan intet vedtages)
Karsten spurgte hvorfor vi først kører kl.9 om søndagen. Han fortæller, at mange andre klubber starter kl. 8, og hvis man skal ud på lange ture, er der ikke meget søndag tilbage. Mange mente at kl.9 er passende, og også at kl.10 er passende i vinterhalvåret. Bestyrelsen vil tale med Peter om evt. at rykke nogle dage til kl.8
Der var lidt snak om træning på tværs af klubber. Der har gennem vinteren været nogle fra VCMO der har cyklet sammen med TIK. På samme måde har flere fra TIK af og til trænet med VCMO sidste år. Der er udbredt tilslutning til at det er ok at træne med en gang i mellem uden at være medlem. Det er dog ikke i orden at blive passivt medlem, for derigennem at forvente at kunne træne med hver gang. Hasse opfordrede bestyrelsen til at tage en snak med de øvrige klubber om en fælles holdning til træning på tværs af klubberne.
Det blev meddelt, at Peter Hansen står for søndagstræningen. Han vil ikke binde sig i hverdagene, men når han har tid tirsdage, hjælper han gerne med.
Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og takkede medlemmerne for en god og saglig debat.
Referent: Allan Hansen 1.3.2007
|